Image6@2x

Danish.Care 40 år (1981 – 2021) - Historien om en dansk brancheforening og en dansk styrkeposition

I februar 2021 markerer Danish.Care 40-års jubilæum. Danish.Care startede under navnet Dansk Rehab Gruppe (DRG) som en samarbejdsgruppe om eksport inden for hjælpemiddelområdet. I dag er Danish.Care den samlede danske brancheforening for hjælpemidler og velfærdsteknologi – leverandører af velfærdsløsninger til mennesker og samfund – samt en stor og anerkendt dansk erhvervsmæssig styrkeposition. Gennem fire årtier har Danish.Care nu varetaget branchens interesser, og vi ser frem til mange flere endnu.

Etablering af Dansk Rehab Gruppe og de første år
Tilbage i halvfjerdserne var samarbejde omkring eksport for hjælpemiddelfirmaer stort set ikkeeksisterende. Det var derfor baseret på erfaringer i Dansk Eksportforening, hvor firmaer i bl.a. vvs-branchen havde et tæt samarbejde, at Eksportforeningen ved Chresten Jørgensen og Bendt Apollo Rasmussen fra firmaet Pressalit på messen Forsorg og Hospital i Herning i 1978 indkaldte til et orienteringsmøde om samarbejdsmuligheder i branchen. En indkaldelse, som vakte nogen skepsis blandt de inviterede firmaer, for der var dengang ikke tradition for at samarbejde med konkurrenter.

På dagen for indkaldelsen blev en arbejdsgruppe nedsat, som i samarbejde med Industrirådet skulle forsøge at finde en måde, hvorpå et eksportsamarbejde inden for branchen kunne etableres. Senere forsøgte Industrirådet at overhale indenom ved at starte, hvad der blev kaldt Sundhedsgruppen. Det stoppede dog ikke arbejdsgruppen, der efter mange møder etablerede Dansk Rehab Gruppe (DRG) – internationalt kendt som Danish Rehabilitation Group. Det skete på Dan Hotel på Amager i starten af 1981.

En ny forening var etableret, som for alvor skulle sætte gang i eksporten af den voksende danske hjælpemiddelbranche.

Den første formand for DRG blev den navnkundige Christian Carstensen fra Ropox med Bendt Apollo Rasmussen fra Pressalit som næstformand, og DRG’s første eksportarrangement var foreningens deltagelse i RehaCare i Düsseldorf i september 1981 med 12 firmaer. Foreningen har sidenhen og 39 år i træk (ved undtagelse af den aflyste messe i 2020 grundet covid-19) været fast og værdsat udstiller og arrangør af danske fællesstande på RehaCare.

Eksportfokus og dansk messe
Siden gik det slag i slag med deltagelse i messer og de største europæiske udstillinger, og foreningen blev over tid en væsentlig spiller i samarbejdet med udstillingsarrangørerne i hele Europa. Som et kuriosum blev DRG dansk agent for messen Naidex i England.

Foreningen samlede gennem det nye samarbejde om eksport mange virksomheder til deltagelse i udstillinger og messer, og DRG fik opbakning og anerkendelse fra Udenrigsministeriet ved bl.a. ministerbesøg og besøg af ambassadører til en række arrangementer.

På den nationale front blev DRG også en stadig voksende spiller, hvorfor foreningen fik en aftale i stand med Landsforeningen af Forsorgsledere, som stod for den årlige brancheudstilling Forsorg & Hospital i Herning. Det blev for alvor startskuddet for DRG’s indflydelse i Danmark, og foreningen blev senere medarrangør af den danske messe, som senere skiftede navn til Rehab & Hospital.

Samarbejdet om den nationale messe bød på mange møder med både Bella Center og Landsforeningen af Forsorgsledere, og da man ikke kunne blive enige, valgte DRG at arrangere sin egen messe under navnet REHABFORUM i Forum København i slutningen af 80'erne – alle kvadratmeter blev solgt på 14 dage.

Resultatet af messen i Forum blev, at DRG fra 1989 var fuldgyldigt medlem af styringen af messerne i Danmark med en væsentlig indkomst til foreningens drift til følge.

Etablering som selvstændig dansk brancheforening
I 1997 blev Leif Lytken ansat som den første direktør af DRG, og han sad ved roret i 19 år. Leif Lytken var manden, der slog foreningens plads i offentligheden fast. Det var også ham, der var drivkraften bag etablering af DRG som selvstændig dansk brancheforening i 2004. DRG var nu både en national og international orienteret forening – altså en rigtig brancheforening. Medlemskredsen omfattede både danske producenter og udenlandske salgsselskaber.

Sideløbende tog eksporten for alvor fart, og DRG var gennem årene aktiv med eksportfremstød og deltagelse på messer i utallige lande fordelt over alle verdensdele. Til udstillingen Home Care and Rehabilitation i Tokyo løb Danmark f.eks. med førstepladsen som det land, der havde samlet flest udstillere - langt foran f.eks. USA og England.

DRG og branchen udviklede sig hastigt i løbet af 20’nullerne og foreningen var bl.a. i 2008 medstifter af CareNet – nationalt netværk for velfærdsteknologi, der fortsat forbinder branchen til aftagerfeltet i kommuner og regioner.
Foreningen var således med fra allerførste færd til at bane vejen for velfærdsteknologi, som et nyt men beslægtet dansk fokus- og vækstområde.

På den hjemlige messefront overtog DRG i 2011 ejerskabet af den store nationale messe. Messen skiftede nu navn til Health & Rehab Scandinavia, og blev afviklet i 2012 med et bærende tema om innovativ velfærdsteknologi. Health & Rehab messen har siden været afholdt i Bella Center hvert andet år. (Undtagelsen var 2020-messen, som blev udskudt pga. Covid-19 pandemien.)

I 2016 blev Leif Lytken afløst af Morten Rasmussen som direktør.

Fra DRG til Danish.Care
I 2018 skiftede Dansk Rehab Gruppe navn til Danish.Care – branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Med navneskiftet fulgte også en ny samlet strategi for brancheforeningen med seks indsatsområder: Medlemsservice, lobby, nationale forhold, innovation samt dansk messe og eksport.

Branchen var født inden for hjælpemiddelområdet, en dansk styrkeposition, der for alvor tog fart i 1980’erne. Siden dukkede velfærdsteknologi op som begreb og vækstområde, og også en række nye digitale løsninger til borgere med funktionsnedsættelser gjorde, at branchens fokus bredte sig til nye områder.

Antallet af medlemmer steg fra omkring 80 i 2016 til over 120 i 2020. Danish.Care er nu en veletableret brancheforening dedikeret til at varetage medlemmernes og branchens interesser både ift. nationale rammevilkår omkring f.eks. udbud og regulatoriske forhold og på eksportmarkederne på messer og fremstød.

Danish.Cares mission er i dag at være foreningen for virksomheder, der leverer velfærdsløsninger til gavn for mennesker og samfund. Visionen for foreningens arbejde er, at mennesker med funktionsnedsættelser skal have optimale muligheder for at leve et aktivt liv på egne betingelser med familie, venner, fritid og job.

Branchen udvikler hjælpemidler og velfærdsteknologi til gavn for den enkelte borger, for vores fælles velfærd, med potentiale for dansk eksport og med solide gevinster for samfundsøkonomien.

Et blik ind i fremtiden: Branchen de næste 40 år
Det er en spændende tid, vi befinder os i, hvor den innovative drivkraft i Danmark er stor, og nye løsninger hele tiden ser dagens lys. Hjælpemiddelbranchen har gennem de seneste 40 år gennemlevet en formidabel udvikling, og Danmark er internationalt anerkendt som et fyrtårn indenfor innovative hjælpemidler med fokus på livskvalitet, brugervenlighed, kvalitet, design.

Omsætning, eksport, antallet af virksomheder og antallet af medarbejdere vokser. Der er et rigt samarbejde mellem branchen og uddannelsesinstitutioner på tværs af landet samt branchen og branchens brugere i kommuner og i sundhedsvæsenet. Branchens kerne af veletablerede virksomheder understøtter det innovative vækstlag af nye virksomheder med nye ideer og løsninger. Danmark er et rigt land, når det kommer til innovation, kvalitet og design inden for life science, hjælpemidler og velfærdsteknologi, og som branchens forening forventer Danish.Care også at se endnu flere virksomheder og nye velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler på markedet i de kommende år.

Danish.Care ser frem til fortsat at arbejde målrettet for hele branchens interesser og synliggørelsen af medlemmernes værdiskabelse og velfærdsløsninger til gavn for mennesker og samfund mange år endnu.

Danish.Care jubilæumslogo

Danish.Care 40-års jubilæum

Danish.Care blev etableret som Dansk
Rehab Gruppe i 1981.

Danish.Care 40-års jubilæum

Bendt Apollo Rasmussen og Christian
Carstensen var foreningens første
næstformand og formand. Her med
den daværende socialminister. 

Danish.Care 40-års jubilæum

DRGs første eksportfremstød gik til
RehaCare i Düsseldorf i 1981.

 

Fejring i Odense

Danish.Care 40-års jubilæum

Danish.Care 40-års jubilæum

Danish.Care 40-års jubilæum

Danish.Care sekretariat og formandskab

Bestyrelsen og sekretariat ønsker
tillykke med jubilæet!

Danish.Care

Handicaporganisationernes Hus
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

Forskerparken 10 E23
5230 Odense M
_________________
Tlf. 32 54 24 25
E-mail: info@danish.care

Find vej

Tilmeld nyhedsbrev

Danish.Care Nyt udkommer ca. 2 gange om måneden. Nyhedsbrevet er kun for medlemmer af Danish.Care. Ønsker du at modtage nyhedsbrevet send en
E-mail 
til: mpl@danish.care

up.arrow-red