Hvordan sikrer vi, at fremtidens AI er tilgængelig for alle?
Deltag i Nordic Disability Tech Summit 2026 den 2. november i København, og få ny viden, inspiration og kontakter på tværs af teknologi- og handicapområdet. Dagen sætter fokus på, hvordan kunstig intelligens kan skabe bedre muligheder for mennesker med handicap.
Kunstig intelligens åbner nye muligheder for selvstændighed og deltagelse i hverdagen. Men hvordan sikrer vi, at løsningerne tager højde for forskellige behov – og at brugerne får indflydelse på udviklingen?
Det er omdrejningspunktet, når Nordic Disability Tech Summit 2026 - som arrangeres af Disability Tech Denmark i samarbejde med AccessibleEU og med Danish.Care som partner - samler virksomheder, forskere, myndigheder, organisationer og mennesker med handicap fra Norden og Baltikum.
Få nye perspektiver på teknologiens muligheder
På dagen kan du opleve oplæg, deltage i workshops og møde aktører, der arbejder med tilgængelig teknologi.
Blandt oplægsholderne er Hans Jørgen Wiberg, grundlægger af Be My Eyes, og Maxine Williams, Vice President of Accessibility hos Meta. Sammen stiller de skarpt på mulighederne i AI og intelligente briller – og på spørgsmål om privatliv, tillid og selvbestemmelse.
For virksomheder i hjælpemiddel- og velfærdsteknologibranchen er dagen en oplagt anledning til at få inspiration til udviklingen af egne løsninger og komme tættere på brugernes perspektiver.
Vær med til at sætte retningen
Topmødet er en del af projektet A Nordic Pathway to Inclusive, Fair and Accessible AI, som skal omsætte nordisk-baltiske ambitioner til konkrete anbefalinger. Som deltager kan du bidrage til dialogen om, hvordan ansvarlig og tilgængelig AI bliver til virkelighed.
Arrangementet finder sted den 2. november 2026 i D15 på Nørrebro i København.
Deltagelsen er gratis, men kræver registrering.
Se programmet, og tilmeld dig Nordic Disability Tech Summit 2026 her.











